Om Humleavlen i Gudbrandsdalen siger Hjorthøy[1],
at Bønderne almindelig dyrkede Humle, og paa enkelte
Steder havde de saa store Humlehaver, at de ikke alene
havde til eget Behov, men ogsaa kunde sælge til andre,
naar ikke Nattekulde gjorde Skade paa Planterne. Jens
Abildgaard i sine »Bemærkninger om Gudbrandsdalen«[2]
siger, at Humle avles for det meste til Fornødenhed, ja
stundom sælges ogsaa noget til Trondhjems Stift.
Om Humledyrkningen paa Land og Hadeland siger Kraft[3], at Bønderne avler, hvad de behøver. I Valders avler Aurdal, hvad der behøves; i Slidre haves ogsaa Humlehaver paa adskillige Gaarde, men i Vang lykkes Humleavlen sjelden. Paa Toten avles ikke alene Humle til eget Behov, men der sælges ogsaa en Del til andre Bygder. I Birid avles tilstrækkeligt til eget Behov. Om Gudbrandsdalen siger han, at man ikke lægger sig synderlig efter Humleavl, og en betydelig Del Humle kjøbes fra andre Bygder.
I Smaalenene synes Humledyrkningen at have været temmelig almindelig i det 17de Aarh., og senere har den vel holdt sig og tildels ogsaa udvidet sig. Wilse omtaler i sin Beskrivelse af Spydeberg Humleavlen og fortæller, at de fleste Gaarde havde Humlehaver, dog ikke større og ikke flere, end at jo Sognet behøvede dem selv, og mange enda maa kjøbe fra Sognene østenfor Elven. Humlen trivedes i Skoglier og skadedes ikke synderlig af Nattefrost[4].
Om Onsø Prestegjæld skriver Provst Sandberg i sin Beskrivelse af Prestegjældet[5]: Humle dyrkes af Nogle,
