velse af Høland (Budstikken 1817 No. 88–89), og han fortæller ligeledes, at man avlede temmelig meget Humle, saa at man havde til eget Brug.
I Asker var efter Sogneprest Neumanns Beskrivelse af Prestegjældet i den nævnte Aargang af Budstikken Humledyrkningen altfor lidet udbredt, hvorfor det nylig stiftede Selskab for Askers Vel bl. a. ogsaa havde sat sig til Opgave at arbeide for Humledyrkningens Opkomst.
I Enebak var der efter Sogneprest J. Aars, Budstikken 1817 No. 3–4, neppe en eneste Humlegaard af nogen Betydning.
Efter Krafts Beskrivelse (se 1ste B. S. 258, 358 og 416) dyrkedes i Follo Humle kun af meget faa og kun til eget Brug. I Aker og Asker dyrkedes Humle »altfor lidet«. Selskabet »For Askers Vel« havde ogsaa sat sig til Opgave at arbeide paa Humleavlens Opkomst.
I Nedre Romerike dyrkedes Humle overalt, men ikke i tilstrækkelig Mængde for Behovet. I Frogner, Anneks til Sørum, stod Humleavlen høiest, idet man ikke alene dyrkede tilstrækkeligt til eget Brug, men ogsaa forsynede Nabobygderne og endog afsatte mindre Partier til Kristiania.
I Øvre Romerike dyrkedes vel Humle paa mange Steder, men det var ikke tilstrækkeligt til Husbehov.
Det egentlige Hedemarken var blandt de Egne i Landet, hvor Humleavlen var mest udbredt og dreves i størst Udstrækning. Vi mangler imidlertid nærmere Underretning herom. Pram fortæller i sin Reisebeskrivelse om Vang, at man her avlede rigelig Humle, og det samme gjælder ogsaa vistnok Naboprestegjældene. Især var Helgeøen bekjendt for sit Havebrug og sin Humleavl.
Kraft siger i sin Norges Beskrivelse[1] om Vang, at Humle avles til Prestegjældets eget Forbrug, men ikke
- ↑ I, S. 631.
