til Salg. Om Ringsaker siger han, at der sælges meget Humle hvert Aar; men mange havde nedlagt sine Humlehaver paa Grund af den lave Pris paa Humle; man fandt, at Dyrkningen ikke lønnede sig. Om de øvrige Prestegjæld siges ikke noget om Humleavlen; kun bemærkes, at i Stange, Romedal og Løiten dyrkes mindre Humle. Rimeligvis stod Humledyrkningen par Hedemarken noget høiere, end man faar Indtryk af i disse knappe Bemærkninger.
Om Østerdalen siger samme Forfatter[1], at Humlehaver var sjeldne her; den meste Humle maatte kjøbes fra andre Bygder.
Om Solør og Odalen skriver han[2]: Humle dyrkes kun lidet i Odalen, men derimod i Mængde og af god Art i Solør, hvor der dermed drives en temmelig betydelig Handel. Dog har i de senere Aar Afsætningen ikke været fordelagtig formedelst Humlens ringe Pris i Forhold til andre Artikler i Kjøbstaden, hvortil ogsaa Bedrageri kan have virket, da man har fundet paa at blande Humlen. Dette har noget indskrænket Humleavlingen.
I Søndre Trondhjems Amt mærker vi os særlig Ørkedalen, hvor Humleavlen omtales af Presten Garmann i hans Beskrivelse af Ørkedalen – yderst tarvelig – i det Kgl. norske Videnskabsselskabs Skrifter 1ste B. (1813). Der solgtes endogsaa lidt Humle. I Opdal derimod dyrkedes ikke Humle[3]. I Melhus fandtes faa og ubetydelige Humlehaver[4]. Men Sevald Bloch fortæller os i sine Reiseerindringer fra 1806, at der i Guldalen dyrkedes meget Humle, og især synes han at have haft Soknedalen for Øie. Om Trondhjems Omegn bemærker Pram i sin Reisebeskrivelse, at Humle dyrkedes her i ringe Udstrækning.
