var blottet for Humlegaarde, og ogsaa de indenfor liggende ydre Fjordbygder var temmelig fattige i denne Henseende. Ogsaa de høiere liggende Fjeldbygder var udelukkede af samme Grund som de nævnte Kystegne. Klimaet var ugunstigt; Sommeren var her for kort. Det bliver saaledes de indre Fjorddistrikter og Østlandets Slettebygder med de lavere liggende Dalfører samt Egnene rundt Trondhjemsfjorden, som var Humleavlens Hjem hos os. De vigtigste Humlebygder var Jarlsberg og Laurviks Amt, Dele af Smaalenene og Akershus Amter, Egnene om Randsfjorden og Mjøsen samt Indherredsbygderne og enkelte Dalfører i Søndre Trondhjems og Romsdals Amter. Ligeledes maa nævnes de indre Bygder om Sognefjorden og især omkring Hardangerfjorden.
I Løbet af det 18de Aarhundrede udviklede Humledyrkningen sig videre i vort Land og naaede sin største Udstrækning imod Slutningen af dette Aarhundrede. Paa denne Tid har de fleste Indlandsbygder og indre Fjordbygder avlet tilstrækkeligt til eget Behov, og mange har desuden udført Humle til andre Bygder og til Byerne. Det maa bemærkes, skjønt det skulde være overflødigt, at Humle var i Datiden en Nødvendighedsartikel i enhver Bygd. Øl bryggedes nemlig i hvert eneste Hus paa Landet, og hvorvel man forsøgte mange Planter som Surrogater for Humlen, var der dog ingen, som vandt Bifald. Der skulde saaledes store Masser af Humle til, og en hel Del indførtes naturligvis fra Udlandet. Men det meste var dog avlet i Landet, og derfor tror jeg, at Humleavlen i Virkeligheden var mere udbredt, end man faar Indtryk af ved at læse, hvad vi finder optegnet herom. I de fleste Hjem, hvor Forholdene tillod det, var der smaa Humlegaarde; men de var saa ringe og ubetydelige, at man oversaa dem. De leverede dog det fornødne til Husbrug, om end naturligvis Varen ikke altid var af første Sort.
