Ved Overgangen til det forrige – 19de Aarhundrede
begyndte Humledyrkningen at gaa tilbage. Grundene hertil
var forskjellige.
Humlen havde altid været billig; det lønnede sig derfor ikke at dyrke den i nogen større Udstrækning; herom synes alle at have været enige. Paa den Tid, som her er nævnt, blomstrede Handel og Skibsfart i vort Land, og det blev lettere at faa kjøbt udenlandsk Humle. Samtidig voksede Interessen for et rationelt Jordbrug; men det var især Kornarterne og Poteter, som optog Sindene. Det lønnede sig jo ganske anderledes at dyrke Poteter end Humle. Saa kom Krigsaarene i 1808–14, og da fik man nok at gjøre med at dyrke Korn og Poteter for at stille Hungeren. Efter Krigen var al Foretagsomhed lammet, og Humledyrkningen kom aldrig op igjen. Den gik stadig tilbage, og jo mer Samfærdselsmidlerne forbedredes mellem Landet og Udlandet og mellem Landsbygderne og Byerne, desto mere vandt den udenlandske Humle Indgang. Det afgjørende Slag traf den norske Humleavl omkring Midten af det forrige Aarhundrede, da de tydske Ølsorter trængte ind og Ølbrygning i stor Maalestok udviklede sig, især i de større Byer. Hjemmebrygningen ophørte nu meget hurtig over den største Del af Landet og dermed ogsaa Brugen af Humle. Det blev kun nogle faa Bygder paa Vestlandet, som vedblev at brygge Øl; men de fandt, at den tyske Humle var bedre end den norske.
Saaledes ophørte Humleavlen i vort Land, og det er heller ikke noget Savn efter den. At dyrke Kulturplanter, som ikke svarer sig, er en daarlig Anvendelse af Tid og Jord. Det var en Tid, da man her i Landet opmuntrede Bønderne til at dyrke alle mulige Kulturplanter; det var velmenende Mænd, som gav disse Raad; men de
