mundtlig, saa er den ogsaa blit udbredt af hver eneste Forfatter, som senere har skrevet om vor By. Det er gaaet i dette Tilfælde som ellers saa mange Gange: den ene Forfatter har gjentaget en anden Forfatters Udsagn, Vildfarelsen er fra det ene Skrift gaaet over i det andet. At vi nemlig her har med en Vildfarelse at gjøre, det er sikkert nok.
Som man ved, blev de Bygninger og det Jordegods, der havde tilhørt Graabrødrene i Oslo, skjænket af Kristian den tredje i 1538 til Borgermester og Raadmænd i Oslo; Bygningerne skulde benyttes til Hospital, Renterne af Jordegodset anvendes til Underhold for de Syge, der var blit optagne i Anstalten[1].
Dette Kongebud maa antages straks at være blit realiseret. I 1556 sees Hospitalet at være i fuld Virksomhed; det havde dengang sin egen Prest[2].
Nogen Oplysning om Klostrets Bygninger haves, saavidt jeg ved, ikke fra Middelalderen. I sin »Sammenlignende Fortegnelse over Norges Kirkebygninger« (S. 6 f., oplyser Professor Dietrichson, at Kirken var af Sten og spidsbuet. Jeg kjender ikke Kilden til denne Oplysning og lader den derfor staa ved sit Værd. Men at Klostrets øvrige Bygninger var af Træ, det maa ansees for absolut sikkert. Thi Absalon Pedersen Beyer ved at fortælle, at Svenskerne under Syvaarskrigen i 1567 »satte ild paa Spetalen, oc brende der mange vanføre mennisker, som icke kunde redde dennem sielffue«[3].
Hospitalet laa i Grus og vedblev at ligge i Grus i 13 Aar. Det er muligt, at der blev opført et lidet midlertidigt Træhus, hvor nogen gamle Folk fik Plads. Kongebrevet af 13de Juni 1580 synes at antyde dette. Hvad Hospitalets rige Indkomster ellers blev anvendt til, vides ikke. Intet af Betydning blev gjort, før i 1580, da Oslo Biskop og Domkapitel sees at have henvendt sig til Kongen. I Anledning af denne Henvendelse gav Kongen Lensherren paa Akershus Ludvig Munk den Befaling, at han efter Samraad med Biskopen og Domkapitlet skulde paa offentlig Be-
