givelser af deres kunstneriske eller tekniske Arbeider, – et vigtigt Bidrag for Kjendskaben til den store gudbrandsdalske Bygds kunstindustrielle Forhold.
Af størst historisk Interesse er Bogens første og sidste Afsnit, om de gamle Ætter, som har levet og fremdeles lever paa Vaage. Stort mere skal der neppe kunne samles om disse, og fornemmelig er der om deres yngre Led givet en Række af Oplysninger, som tilstrækkelig belyser Spørgsmaalet om, hvordan deres hele Stilling har været inden det Samfund, hvori de levede – det gudbrandsdalske Bondesamfund, som hvis Førere det er berettiget at regne dem. Om de yngre Leds Tilknytning til de ældre, de middelalderske, kan det dog ikke siges, at her er fremdraget nyt Materiale. Det bliver i den Henseende væsentlig, hvad vi har vidst fra før, at der mindst fra det 12te Aarhundrede og til denne Dag har været Eiere af visse Storgaarde, som har tilhørt fremstaaende, stærkt udprægede Ætter, mellem hvilke der har været indbyrdes Slægtsforbindelse. Men om denne har været agnatisk eller kognatisk, lader sig ikke i alle Tilfælde paavise. Det er dog ikke netop dette, som her kan samle Hovedinteressen om sig. Den knytter sig til Ætternes Bestaaen gjennem Tiderne.
Gjennem andre Undersøgelser, jeg i denne Tid selv har anstillet med det samme arkivaliske Stof, har jeg kunnet overbevise mig om, at Ivar Kleiven arbeider med Omhu, og at han benytter Kilderne med megen Skjønsomhed.
Y. N.
Acta Pontificum Danica, II–III Bind, udg. af Alfr. Krarup
og Johs. Lindbæk. Kbhvn. 1907–1908.
I nærværende Tidsskrifts 4. R, IIT, S. 893–396, er gjort udførligere Rede for dette fortrinlige Samlerverks Tilblivelse og Anlæg og for dets store Betydning ikke alene for Danmarks, men for hele Nordens og den middelalderlige Kirkes Historie. Det første Bind var udgivet af L. Moltesen, som ogsaa ved sin interessante Bog om Danmarks Forhold til Avignon-Paverne har erhvervet Fortjenester af den Tids Kirkehistorie. Som det vil sees, er Fortsættelsen gaaet over i andre Hænder; men begge de nye Udgivere have selv deltaget i Afskrivningen af de Documenter i det Vaticanske Archiv, som her offentliggjøres, og er derved i særlig Grad blevne skikkede for Arbeidet. Udgivelsen, der i 3die Bind er ført ned til 1471 (til Pave Paulus II’s Død),
