det ikke opmuntrende at tænke fremover, at vi antagelig ikke kan imødese Afslutningen paa dette ene Protokolbind, før i 1919 eller 1920! – saafremt der ikke gjennem større Bevilgning kan aabnes Adgang til at fremme Udgivelsen med lidt større Skyndsomhed. Først 1919 kommer der Register til dette Bind. Men dette er dog lidt længe at vente. Kunde et Bind komme i samme Tid, som vi nu faar et Hefte, vilde allerede meget være vundet.
Udgivelsen foregaar med bogstavret Gjengivelse af Originalens Retskrivning, – et Princip, som i den senere Tid har fundet megen Modsigelse. Der kan i denne Henseende være Plads for ret forskjellige Meninger, og navnlig har den Indvending Vægt, at der dog ikke kan være nogen Interesse ved at følge med slavisk Nøiagtighed en tilfældig Afskrivers inkonsekvente Ortografi. Men hvad skal saa sættes i Stedet? Til et Billede af Tiden hører dog ogsaa denne ortografiske Uregelmæssighed med, og hvis man endelig vil forandre den efter bestemte Regler, da kan man kanske finde sig bedst tjent ved at gaa meget radikalt tilværks og følge noksaa moderne Regler. Jeg har netop i disse Dage havt Anledning til at overveie de samme Spørgsmaal, og det stiller sig da for mig, som om det kan være en Fordel, i Skrifter, som hovedsagelig skal benyttes af Videnskabsmænd, at følge Principet med en diplomatarisk Gjengivelse af Texten, medens denne bør lægges mere an som en reguleret Retskrivning, hvor den hovedsagelig skal tjene praktiske Øiemed. Jeg er altsaa enig med Udgiveren i det af ham valgte System. Ialfald kan der, efter min Opfatning, ikke rettes nogen Dadel mod dette.
Den snaue Bevilgning har ogsaa nødvendiggjort en paatagelig Snauhed i Udstyr. Jeg finder det rimeligt, at man ser at strække sig saa langt med de ringe Midler, som muligt. Men det vilde være ønskeligt, om der kunde blive Anledning – uden at luxuriere – til at ofre noget mere paa Papir og Tryk. Det er dog en Udgave, som besørges for den norske Stat. Men dette hindrer ikke, at Historiens Dyrkere med Tak modtager, hvad her er givet.
Y. N.
