siger Tritzschler i sin Relation, og det var umuligt at vide, om Hjælp tilvands kunde ventes i rette Tid, og det saameget mere, som Vinteren nærmede sig; – skulde denne indtræffe med sædvanlig Kulde, vilde der være lidet Haab om Tilførsel af det, der udfordredes til Armeens Underhold. Regimenterne vare dengang meget daarligt forsynede med Transportmidler, ligesom Kommunikationsforholdene vare særdeles slette. Det, der skulde medføres, foruden hvad Soldaten kunde bære, maatte for det meste fragtes paa Hesteryggen, ligesom man paa hine Tider altid vil finde, at de norske Tropper ved Indrykninger i Bohuslehn ledsagedes af Proviantskibe, en Fremgangsmaade, der lettedes ved Landskabets naturlige Beskaffenhed og Veienes Beliggenhed ved Kysten i den nordlige Del af Lehnet.
Paa Grund af ovenomhandlede mislige Forhold lod Generalen igjen Krigsraad sammenkalde, hvilket udtalte sin store Bekymring ligeoverfor Situationen og kom til det Resultat, at det i Overensstemmelse med alt Krigsbrug var umuligt nu at bryde ind i Fiendens Land med et saadant 10 Dages Forraad, især da Overkrigskommissærens Udtalelse gik i den Retning, at der ikke var nogen videre Udsigt til snart at skaffe mere tilveie; dertil kom, at man heller ikke kunde gjøre sikker Regning paa at opbringe noget betragteligt ved Udskrivning og Beskatning i Viken. Forat nu imidlertid Fienden saa meget som muligt skulde bestyrkes i, at man fra norsk Side vilde rykke ind med al sin Force, ansaaes det for bedst at holde Tropperne sammen og ikke, hvad der ogsaa kom paa Tale, foreløbig hjemsende de nærmeste Regimenter til deres Lægder. – Samtidig skulde man lægge al mulig Magt paa at tilveiebringe et Forraad for en 4–6 Uger i en 14 Dages Tid. – Den 1ste Nov. kom 5 Brigantiner og Skjærbaade til Fredrikstad, og den 15de næstefter kom
