af Hamars Beskrivelse opfattet Bjarkørettens Bestemmelser som gjældende for Hamar, og deraf er det at forklare, at Beskrivelsen kan oplyse om Byinstitutioner (Lagmand, Raadmænd med Lagrettemænd, Bysvende, Fængsler, Brandvæsen osv), som efter Byloven hørte hjemme i Bergen, men aldrig har existeret i Hamar. Ligeledes er det tydeligt, at den Opregning af Embedsmænd (ɔ: Haandværkere) i Hamar („Teglbrændere, Stenhuggere, Hattemagere, Plattenslagere, Muremestere, Kirkebyggere, Skræddere, Skomagere, Kleinsmed, Grovsmed, Knivsmede, Guldsmede, Skindere, Bundtmagere og Verkmestere, som gjorde Horn-Armbøste“), er en fri Gjengivelse af Byordningen i Bergen, hvori gives Bestemmelse om de forskjellige Haandværkeres og Detaljhandleres Udsalgssteder; her opregnes de nemlig i følgende Orden: sutarar (Skomagere), laggarer (Bødkere), kopparar (Kobbersmede), skinnarar, gullsmíðir, kambarar, matmangarar, glismangarar, penturar, sodlarar, sniddarar, brynjumeistarar, sverdsliparar, platumeistarar, kistnasmíðir, skjældarar osv.
Det er tydeligt, at disse to Hovedkilder er tilstrækkelige til at forklare, hvorledes Redaktørerne kunde komme til at konstruere sig det ældre Hamar i en meget større Skala, end de virkelige Forhold tilsagde. Disse uægte Bestanddele maa saaledes skjæres bort, og alle de Forestillinger, som slutte sig dertil, f. E. om den stærke Befolkning i Byens 3 Hovedgader, om de mange Tværgader, om Vandledningerne og overhovedet alt, hvad der smager af Storstads-Forhold. Derimod har Beskrivelsen ogsaa bevaret Beretninger, som høre mere hjemme i en Smaaby paa Landet, f. Ex. om Biskopens og Borgernes „Podemestre“ og „Mostpersere“, om deres „Frugthaver“ med Æbler og Kirsebær, om Kjøbmænd, som førte Varer overland paa Hesteryg fra Oslo til Eidsvold og siden „med
