Naar vi udelukkende holde os til privatboligen, viser
det sig af det ovenanførte, at alt, hvad der angik det tekniske
eller selve bygningen og dens enkelte dele, var overført
fra landsbygden til kjøbstæderne. Saaledes træffe vi
her ligesom hist fra først af samme slags materiale, konstruktion
og hovedform, samme slags tag og tækning, samme
maade at anbringe trapperne paa i forbindelse med svalgang,
og samme slags ildsted og lysaabninger, endelig var
husene ogsaa i byerne uden bordklædning og maling og
kun strøgne med tjære. Dertil kom nu, at kjøbstæderne
ikke alene ved tilveiebringelsen af de fornødne
husrum tog forbilledet fra landsbygden, men ogsaa derfra
overførte det ord, der dannede den typiske betegnelse
for hver enkelt mands eiendom. Dette var ordet
gaard (garðr). Efter sit begreb omfattede denne betegnelse
i mere indskrænket forstand saadanne bygninger,
som, foruden de til landbruget nødvendige rum, saasom
fjøs, stald, hølade osv., udkrævedes for det daglige livs
fornødenheder. Disse var de trende rum, der i vore
gamle love[1] fremhæves «som hørende til hver gaard, nemlig
ildhuset for tilberedelsen af maden, buret eller loftet
med sine to stokverk, det underste for madvarer, det
øverste dels til opbevarelse af klæder og dels benyttet
som soverum, endelig stuehuset. Dette indeholdt, som
- ↑ hvor der, som repræsentanter for disse rum, nævnes ildhusdør, bursdør og stuedør (se N. g. Love I, 38, II, 110, III, 265, jfr. Grágás, s. 260).
Bergen fremvise, skulde hidrøre fra en hanseatisk paavirkning. Men foruden at disse bygninger først er opførte efter branden i 1702, da hansekontoret allerede var ophævet, saa fandtes ikke de høie tage alene i Tyskland, men ogsaa andetsteds, navnlig i Frankrige og England, men først i den senere middelalder; særlig i Tyskland kom de først i brug efter det 14de hundredaar.