at være det af alle de nordiske lande, som har baade de fyldigste og tillige de paalideligste oplysninger om bygningsskikken i oldtiden. Dersom man derfor vil vælge et enkelt land som udgangspunkt for sine undersøgelser paa dette omraade, saa maa det blive Island. At man hidtil har valgt Norge, skyldes naturligvis for en stor del den omstændighed, at de fleste og vigtigste afhandlinger om oldtidens bygninger er blevne skrevne af Nordmænd.“
Forf. søger dernæst nærmere at begrunde den sætning, at Island og de islandske forhold maa være udgangspunktet for undersøgelser af, hvad der fandt sted i de øvrige nordiske lande, baade fordi de beretninger, sagaerne give om Island, er mere at stole paa, end naar deres forfattere berøre de øvrige landes forhold, som var dem fremmede, dels fordi der paa Island, efter forfatterens mening, kjendes flere ældre bygninger end andetsteds, da de paa grund af sit materiale, sten og torv, har efterladt sig flere levninger, end de mere forgjængelige træbygninger, som var i brug hos de andre folk.
„At man hidtil ikke har villet indrømme dette, kommer af, at de, der har skrevet om oldtidens bygninger, ikke har havt tilstrækkeligt kjendskab til de nuværende islandske bygninger. Saaledes siger den bekjendte norske oldgransker Nicolaysen:[1] „Naar man nu vil samle de i sagaerne spredte ensartede dele og deraf fremstille de forskjellige kredse af nordmændenes privatliv i fortiden, saa afgiver den nuværende tilstand paa Island forholdsvis kun liden veiledning, medens den tilsvarende i Norge er af saa stor betydning, at den i visse retninger endog kan bruges som udgangspunkt. Intetsteds gjelder dette dog
- ↑ Norsk Tidsskr. f. Vidensk. o. Literat. III, 303. Til denne forf.s note kan føies, at den citerede afhandling blev trykt 1849.
