sidste har jeg hørt berette, at han ofte i Mangel paa Plads i sit lille Arbeidsværelse udførte sin Tegning, liggende paa Knæerne paa Gulvet, hvor han med Tegnestifter havde fæstet sine Kartskizzer.
Flere af dem, der have skrevet om Munch (f. Ex. Dr. Gregorovius, Fru Colban) have omtalt det underlige, tiltalende Træk af Barnlighed, der saa ofte viste sig hos ham; jeg har seet noget lignende hos Professor Schweigaard, hos hvem det ogsaa undertiden fremtraadte, men ham har jeg kun kjendt ganske lidet, saa jeg ingen Sammenligning kan drage, men dog har jeg den Fornemmelse, at dette er noget, der oftere følger den sande Genialitet. I denne Forbindelse kommer jeg til at erindre en liden Scene fra Rigsarchivet om Høsten 1862. Det var allerede blevet bemærket af os, at Munch om Morgenen undertiden lagde sin Vei til Akershus over Torvet, hvor han hos Frugtsælgerne forsynede sine Lommer med et og andet af deres Kurves Indhold, der ingenlunde altid var modent, og hvorpaa han under Arbeidet udover Dagen spiste med stor Appetit. En Dag kom den botaniske Professor Schübeler op i Archivet for at tale med ham og udbrød, da han saa, hvad Munch tog sig for: «Fy for Fandens Skind! mener jeg ikke, De spiser Æblekart!» hvortil Munch uden at lade sig forbløffe og lidt drillende svarede: «Ja, jeg har beholdt denne barnlige Smag, og det er jeg saa glad over, saa har jeg den Nydelse.»
Med dette Træk af Barnlighed stod vistnok hans ovennævnte Lyst til ligefrem at gjøre Spilopper mellem gode Bekjendte i Forbindelse. Jeg skal her nævne et Par Exempler, der ere komne til mig ad Veien gjennem Familierne Diriks — Sars. I et Aftenselskab hos Generalauditeur Diriks havde man bemærket, at Munch sad med noget Tegnearbeide eller lignende, men da man var vant til, at han under Samtale ofte tegnede eller skrev, gav ingen videre Agt derpaa. Da Deserten var kommen paa Bordet, og deriblandt en Vase med Gelée, gjorde Munch sin Søster opmærksom paa, at der laa «noget stygt» i Geléen, som nu hun ogsaa saa, hvorfor hun hurtig fjernede Vasen. Det saa nemlig ud, som om der i den gjennemsigtige Masse laa en rigtig ækel, gammel Redekam, saaledes som den
