eller i koncertlokalerne — de blev en nødvendig ramme om deres egen stemning. De to i logen havde intet godt at vente af alle disse halvfremmede mennesker, snarere det modsatte; — en og anden kikkert rettede sig allerede ligesom truende op imod dem. Men alligevel: hvert kjendt ansigt, om det ikke havde været der, det havde været et savn. Det var nu engang deres by, dette sammenstimlede og brogede noget, som skulde betyde Norges hovedstad — denne luft var anderledes end luften i enhver anden af Jorderigs stæder, mættet af deres ungdoms søde og bitre minder, en underlig tåget og svagt berusende luft, altid i bevægelse, ligesom fyldt af et ungt folks sjæl, der kjæmper for at komme til bevidsthed.
— Der var prémière, et arbeide af en norsk forfatter blev stedet for publikums ansigt — den bys publikum, i hvis forhold stykkets handling havde sin rod. Men æren for det bifald, der for hver akt blev livligere, tilkom kun delvis forfatteren — den, der bragte livets varme med sig, det var en ung dame, der havde overtaget det kvindelige hovedparti.
Liden og bleg — med et smidigt, uroligt legeme og et glat fintformet ansigt, hvis magt lå i to sterke stålgrå øine, indfattede i let teg-
