jo kjedeligt,» sa hun halvhøit til Barth. Alt det øvrige interesserede hende ikke, det vedkom hende simpelthen ikke, det var blot den éne kvinde, det gjaldt om: som hun gik der over scenen, var hun kommet hende så personlig nær; kvinden i dramaet og kunstnerinden, der gav hende, scenen og livet selv, det gled alt sammen — den unge dame i det lille nutidsdrama var med éngang blit et menneske, hun kjendte — kanske altfor godt.
Barth havde git sin husholderske ordre, at der skulde være aftens færdig til to efter teatertid; det var en gammel pålidelig dame, der kjendte hans smag og satte en stolthed i, at de små selskaber, han imellem gav, i materiel henseende intet lod tilbage at ønske.
Han var egentlig meget uvis, om fru Krohg vilde finde behag i dette arrangement, men da han, ved forestillingens slutning, på sin vanlige jevne og rolige måde berørte planen, fandt han igrunden selv tingen så naturlig, og fruen ligeså; de satte sig uden yderligere forhandlinger i en drosje og kjørte opover byen, hjem til ham.