langt og underligt. Han svarede heller ikke, gik hen til vinduet og blev stående der.
Barth vidste ikke, hvad han skulde si. Hans glade hemmelighed var ham i det øieblik en byrde. Han tændte en cigaret, som han straks efter slukkede mod askebægeret.
«Jeg har ofte tænkt, jeg skulde reise,» kom det lidt hæst og afbrudt fra Albrechtsen, «jeg har ofte tænkt, jeg skulde reise,» gjentog han hurtig, ligesom for at rette på sit eget tonefald, «men det — det går ikke. — jeg er for bunden,» tilføiede han lavt, med ryggen til.
Barth gik hen til ham og tog hans hånd hårdt i sin. Albrechtsen vendte sig, men i det samme han fik se vennens ansigt, tabte han selvbeherskelsen; han trykkede hovedet ind mod Barths skulder og gråd som en gut.
— De to venner blev siddende længe sammen, uden at si stort.
Albrechtsen var efterhånden kommet sig. — Han var begyndt at røge igjen. Han smilte til Barth, lidt forlegent, men dog lettet. Det var jo hans gamle ven, hans eneste — de stod hinanden for nær, de havde oplevet for meget sammen: der var ingen, som heller måtte se ham i et svagt øieblik.
«Nå du livskjede gamling,» lo Barth op-
