Barth var fra Albrechtsen gået indom
kontoret, men han blev der kun nogle få minutter.
Han drev opover Karl Johan, den samme vei
som aftenen forud, han nød det hele op igjen.
Af en eller anden grund havde han besluttet
ikke at opsøge Ellinor idag; han ønskede at
komme til ro i sin lykke; desuden: — hvis de
valgte at bli i Norge, måtte han i tide vænne
sig til resignation. Han følte et eiendommeligt
behag ved den tanke, at han iaften kunde
møde hende, at han kunde ha det som
igåraftes — men at han ikkedestomindre holdt sig
tilbage.
Som han gik, mødte han assessorinden og Alette.
«Nei godaften —,» assessorinden stansede fornøiet op, «det var morsomt at se dig. Alette og jeg har været ude og gjort indkjøb.»
De fulgtes over til Stortingsgaden. Det var begyndt at sne, store løse fnug. Skindbesætningen på Alettes vinterjakke var næsten hvid: en let og frisk rødme, antagelig efter spaserturen, farvede hendes kinder. Hun gik ganske taus og lod moren snakke; af og til så hun hurtig og lidt urolig på Barth.
«Vil du ikke gå op med?» spurgte fruen, da de var fremme. Han følte Alettes grå øine
