virtuositet, som ingensinde lod sig anfegte af de behændige vridninger, hvorved hendes offer søgte at slippe undaf. — Endelig slap hun ham, brød samtalen af, satte sig til at spille, spillede en mazurka af Chopin, med en lidt hård eleganse, hvori lidenskaben øiebliksvis brød igjennem. — Barth grundede lidt over hendes optræden mod mr. Wheeler. Den gav indtryk af et nag, der pludselig og voldsomt tilfredsstilledes. Men længe gad han ikke opholde sig ved engelskmanden — han var ikke et øieblik i tvil om sin overlegenhed, han havde næsten lidt medlidenhed med den slagne fiende. — Hvor hun var deilig, — sterk og klog — hvor hendes nakke hævede sig stolt iaften, hvor hendes smil talte om seier og overmodig livslyst, hvor hendes øine var blevne dybe og varme.
— — Efter aftensbordet gjorde en fredelig stemning sig gjældende. Fru Ellinor var i brilliant humør og nu bare elskværdig; på mr. Wheeler var der intet at merke, Lolly og Barth tøvede forfærdelig; med Ellinor kom han ikke til at tale alene. Men det behøvedes jo heller ikke. Han glædede sig til imorgen, til iovermorgen, til alle de dage, der var i vente.
