«Jeg indser nok,» sluttede han, «hvor
ubehageligt det vil være for dig at bo her i Kristiania
efter skilsmissen — jeg indser særdeles
godt, at også den løsning af spørgsmålet, både
for dig og for mig, har sine lidet tiltalende
sider. Vi måtte forsøge at være mest mulig
forsigtige, for ikke at udfordre folkesnakken — vi
måtte fra tid til anden holde os på afstand —
— men når årene så var gåede, og vi havde
grund til at være fornøiede med os selv, så
vilde også livet bli rigere og bedre, end om vi
nu gik efter vore øieblikkelige indskydelser —
og tiden vilde ha udviklet og modnet os, vi vilde
være nået langt i selvbeherskelse og gjensidig
tillid —.»
Hun havde siddet ganske stille og hørt på. I hendes ansigt var der knapt en bevægelse at merke; hendes mund syntes kun hårdere, læberne smalere end vanligt, og hendes øines blå var koldt og uigjennemtrængeligt. Men da klangen af hans stemme var døet hen, og han sad afventende, lidt bekymret og usikker og dog med en vis kjærlig ro over sig, blev hendes udtryk pludselig et andet: de skarpe træk mildnedes, der kom en myg angst i hendes øine, hun kastede sig om hans hals:
