Det vil more ham. Min ven er forhindret. Han er selv meget lei over det. Men han er forhindret —.»
«Ellinor, ti, ti Ellinor.»
«Nei, jeg tier ikke. Ikke endnu. Jeg vil stå og se på dig endnu nogle øieblikke. Jeg vil nyde synet af min elskede endnu et minut eller to. Rigtig ta hans billede med mig, før jeg reiser. Han er forhindret, stakkar, han kan ikke bli med. — Gi mig mit tøi — hører du, jeg vil ha det straks. Så — hjælp mig da — tak — så — er vi to nu færdige med hinanden, Henrik Barth?»
«Nei, Ellinor, det er vi ikke. Vi blir ikke færdige med hinanden på denne måde. Tro du mig, vi er ikke færdige med hinanden. Kanske vi aldrig blir det. — Nu skal du høre mig, nu vil også jeg tale. Du har været glad i mig, det ved jeg, det ved du også. Hvordan du kunde falde på at bli det, det har jeg aldrig forstået — alt mit lå dig så fjernt. Du vidste så inderlig godt, at jeg var et almindeligt borgerligt menneske, uden sans for farlige eventyr. Men du vidste også, at ingen af dine beundrere var ærligere end jeg, ingen var dig mere tro — kanske var jeg også den sterkeste, den der havde mest magt til at fylde dit liv. Jeg ved
