har forstået hende bedst. Han har forstået for meget. — Det er undertiden en ære, at hun sårer en. Hun sårer gjerne den, hun har respekt for.
Hun er undertiden simpel, fordi det husvaler hende, eller, ganske ligefrem, fordi det morer hende. Hun er ikke helt fin længer; hun har gjennemgået for meget. Og måske har hun aldrig været helt fin; måske har altid udskeielsen, den perverse, uventede, med hendes eget sind ubeslegtede udskeielse lokket hende, således som små sirlig pyntede børn kan føle en særlig tilbøielighed for sølepytten.
Hun sier undertiden uden at vide det banale ting, men det lykkes hende aldrig at bli banal selv, skjønt hun imellem bestræber sig for det.
— — Hun minder mig om vild dansemusik, der brydes af orgeltoner — om et stort og mægtigt orchester, der mangler det vigtigste instrument — om en afsindig skjøn melodi, der sønderrives af en lirekasse.
Hun minder mig om augustnatten, der vækker alle ens slumrende sanser, fremgjøgler ens lykkeligste minder og farligste længsler — der med elvesuset og blomsterduften smyger sig sagtelig ind i ens hemmelige inderste — for der at lade tilbage en dyb og hed, aldrig forklaret attrå, — hendes attrå —.»
