hun kyssede ham på kinden, han forsøgte at slå armene om hende, «nei nei, ikke det — la os si adjø, som om ingenting var hændt. Der er jo ingenting hændt. Det hele var et påfund.»
«Skal jeg aldrig se dig mere?»
«Jo, hvorfor ikke. Kan godt hænde, vi træffes oftere. Kan hænde, vi endnu har ikke sagt hinanden det sidste ord. Jeg har så vanskeligt for at tro på det sidste ord. — Men iaften må vi altså skilles, der skal desuden være selskab hjemme, stort selskab — det havde været nydeligt, om værtinden var udeblit. Vil du være med og drikke champagne? — Nei nei, jeg sier ikke noget om det. Godnat, kjære Barth, se op, når De har tid.»
Dagen efter det sidste besøg hos Barth, en rå novemberdag, med skiddenhvid frosttåge og skjærende sno, der imellem luftede op i tågen, men kun for at la den føles endnu rammere, gik fru Krohg nedover Kirkegaden, for en sjelden gang uden herrefølge. Hun syntes at ha det travlt, var indom etpar butiker; nogle fjernere bekjendte hilste, men hun erindrede knapt at nikke til svar. Just idetsamme hun skulde
