kuplen klirrede. «Nei la være,» sa han lavt, næsten bønlig, «la være.»
Hun gik; han reiste sig halvt; han var med éngang bleven fuldt bevidst.
— Men først da han om aftenen skulde gå tilsengs, var det, som om hans stive og livløse smerte tøede op. Han kom i voldsom gråd. Han borede sit hoved ned in puden, og hans hænder fattede hårdt om sengkanterne — det knagede i træet — det var, som om selve den legemlige kraft, han anvendte, skaffede ham en øieblikkelig lindring.
— Men der var ingen hvile at finde. Da han om morgenen steg ud af sengen, var det efter en nat uden søvn —.
— Han gik ikke ud på flere dage. Han havde en uklar fornemmelse af, at den lille tykke mand vilde dukke op på næste gadehjørne: — hvad sier så De? — Og han var desuden altfor træt. Disse lange mørke vinternætter — hvor bare det store taffelur i stuen ved siden af brød stilheden — — ét slag og halve slag og to og tre og fire slag, indtil det begyndte at lysne, indtil pigen la i ovnen, indtil husholdersken kom med kaffeen — — en halvvågen, ør og pinlig tilstand — det stjal al hans spæn-
