mestre elskede han dog som hin store russer, der kjender kjærlighedens sødme og kjærlighedens melankoli som ingen anden, Irinas og Sinaïde Sassékins og Helenes maler, lvan Turgenjew. Han elskede at færdes i hans bøger, som i landskaber af sælsom og tyst skjønhed, med fin rødgrå sørgmodig himmel, med tågede horizonter og efterårsvind i gulnet steppegræs, med dunkle skovdyb om langsomt rindende floder,bmed aldrende, forsømte haver, hvor svagtduftende høstblomster søger sammen om moslagte mugne stammer — — og mod denne baggrund gled de Turgenjewske kvinder frem for hans øie, og han følte sig knyttet til deres liv med længsler, der var sterkere og finere end nogen elskov, følte sig bundet til deres smertelig bedårende skikkelser med sin sjæls inderste og såreste fibre —.
En liden begivenhed greb ind i hans drømmerier. Han lå en dag som vanligt og røgte, med et halvtopskåret eksemplar af Stendhals «Correspondence inédite» for sig, da pigen kom ind og meldte, at en dame ønskede at tale med ham.
Han blev næsten forskrækket; hvem kunde det være? Han havde i længere tid trukket sig tilbage fra al anden omgang end sine kamerater
