Denne siden er korrekturlest
H
vidt til alle kanter, rene, lysende sneflader; det var lige efter middag, allerede en svag disighed over landskabet, Barth døsede i slæden. Efter måltidet gjorde den friske vinterluft både ham og skydskaren søvnige. — Han befandt sig bedre end på længe. Han havde snart Østlandet bag sig — han var nu i øverste Hemsedal. Han længtes efter hjemmet. Men længselen lignede ikke den vanlige trygge glæde, der på hjemturen pleiede at fylde ham med velvilje mod alt og alle — ikke den stille og dybe tilfredshed, der voksede for hvert skydsskifte nærmere hjemmet. Han havde tværtimod selv i middagsdøsigheden en urolig fornemmelse af, at der var noget alvorligt iveien — noget, der vilde kræve sin tid og vanskelig helt for-
