Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/204

204

velvære, uden larm og sindsbevægelser og ophidsede nerver. — Men endnu bølgede hans sidste erindringer forbi ham, som i tunge og truende dønninger. Endnu klang der stemmer i hans øren, som helst skulde tiet. Han hørte Albrechtsens lave sørgmodige røst — — siden hun reiste, havde de neppe set hinanden, de havde gået omveie og næsten gjemt sig bort for hinanden — tilsidst, da han skulde reise, havde han været oppe hos vennen; han blev tilaftens, gamle konsulen var heldigvis hjemme; der blev ikke talt om andet end Barths reise, om skydsheste og nattekvarterer: «De har vel sendt forbud — det er meget farligt med de kolde sengklæder,» erklærede konsulen, — om reiser i gamle dage, om forskjellige sorter kognak — om lomber og boston, hvilket spil nu var det almindelige i Kristiania —. Barth sad med sin toddy og cigar og følte den jevne snak næsten velgjørende. — Kl. 11 brød han op: «Jeg skal tidlig med toget.» Birger Albrechtsen fulgte ham nogle skridt opover gaden og trykkede hans hånd til afsked. — «Farvel,» han hørte selv, at han skalv i stemmen; Albrechtsen svarede ikke; de trykkede hinanden endnu engang heftig i hånden —.