begreb med at gi rorskarerne ordre til at lægge tillands: — de kunde ro op til nøstet og sætte ind båden; selv vilde han gå landeveien. Men også rorskarerne havde fået øie på den fremmede. «Ka’ e’ ditta?» spurgte den bagerste, en unggut. Den anden, en gammel husmand, mente, det måtte være en «rejsande ágent». Men unggutten tvilte: «han e’ mest fø fine te da.» — Barth indså, at hvis han nu la tillands, vilde man opfatte det som nysgjerrighed, noget, hans værdighed ikke var tjent med. Imidlertid ransagede han sin hukommelse uden resultat. Veien begyndte allerede at vige af fra elven — manden var vel en 100 alen borte — da Barth i sidste øieblik resolut stak en patron i geværet og lod skuddet gå i vandet. Det kvak i rorskarerne; også den fremmede stansede og vendte sig; Barth vidste med én gang, at manden var konsul Krohg.
— Næste formiddag forespurgte Barth på hotellet, om konsulen tog imod. Han fandt Krohg ifærd med at pakke sin kuffert.
«Undskyld —»
«Å, er det Dem,» Krohg blev rolig stående ved kufferten, «det anede mig forresten, da jeg så Dem igår. — Men vil De ikke ta plads? Kjære, ta plads. Værsåartig.»
Barth satte sig lidt nølende.
