hans barnesind. Et halvt år senere døde moren. — Der gled andre billeder forbi, fra de sidste dage. Hendes ansigt gled forbi. De blå øine, blanke og hårde, stod for ham. De øine kunde følge ham lange stunder, følge ham med det samme vanskelige udtryk, af sorgfuld hån, af lystigt hovmod, — — og så dette tause spørgsmål, der ikke gjaldt ham — dette næsten frygtsomme spørgsmål, som han læste dybest inde i hendes blik, — og som han hadede, med al sin mandlige stoltheds, al sin krænkede forfængeligheds had — lig en skygge vandrede det om i hans sjæl, evig densamme gang, håbløst i samme spor —.
Men undertiden var hendes udtryk så blidt og stille klogt, at han følte det, som om en kold og myg hånd varsomt la sig paa hans hede pande, som om en mild og velgjørende vin sagtelig bedøvede hans febrilske nerver. Således elskede han at se hende, med blide og kloge øine, høi og smidig og stolt, stoltere end nogen anden kvinde, han kjendte. Hendes stolthed elskede han, denne fornemme utilgjængelighed, som hun ikke ofte nok benyttede — han elskede hendes nakke, kold og hvid og ubøielig; i lykkelige øieblikke blev hun i hans drømme just hin kvinde, han ønskede at tilbede, en blidt hovmodig dronning.
