mere. Og det var længe siden, den fjerne lyd af en buldrende orfugl var nået op til sæteren. Der var afdødt og øde. En hvidlig himmels svindende lys faldt over det tause, svagt gulnede fjeldlandskab. Det lakkede mod sommerens sidste dage.
På sætervolden stod en ung mand, høi, blond, solbrunet og spænstig bygget, og så udover. Halvt mekanisk stoppede han sin snadde, stoppede og blev aldrig færdig. Hans øine gled fra liens falmede birkeløv henover vandet, over den dunkle dybsorte flade; det stansede ved en og anden brunlig holme — gled videre og videre og ud i horizonten, der en svag luftstrøm drev de mørke skymasser langsomt nærmere. Han stod og tog afsked med fjeldet.
Det var her, på disse heier, hvor han kjendte hver myr og hver grøn holt, at han havde tilbragt sin ungdoms gladeste og mest ubekymrede timer. — Der var mange minder: — Blanke augustdage — varm og forpustet opover lien — glidende i lyng og myrpytter — hvor er hunden, hvor i al verden er hunden? — «jo der er han,» gutten peger; belæsset med unødig ammunition, med flaskefor og niste stavrer den lille fyr, tyktklædt og fjeldvant, i hælene på en — hvor er han? — og hunden dukker
