etpar minutter tause. Albrechtsen stødte eftertænksom med stokken i fortauget.
«Nu, som De Vil,» der var en sørgmodig klang i hans stemme, som greb hende, «— for mig betyder det altså såmeget at være i Deres nærhed, — bare det at høre Dem snakke, at se dem smile —»
«Tilgi mig. Jeg er — som altid — egoistisk. Jeg vil heller træffe Dem her i byen. Når vi går, som nu iaften, vi to alene, er De mere Dem selv, og jeg også.»
«Som De vil, fru Ellinor,» gjentog Albrechtsen halvt for sig selv; men denne gang var der et lyst streif, som af et blegt og barnsligt håb, over hans tone. Det var næsten mørkt, fra Karl Johan fulgte de Drammensveien udover; Albrechtsen tog pludselig fru Ellinors arm, og hun lod ham beholde den; de gik stille ved hinandens side; det halvrådne løv, let frossent, knitrede svagt under deres fødder; et og andet blad, som i det længste havde klamret sig til sin gren, svirrede langsomt ned forbi dem; en mat og dunkel himmel rugede over træernes næsten afklædte kroner.
«Jeg forstår ikke, hvorfor De bryr Dem om mig,» sa Ellinor, ligesom vågnende op, «jeg skulde ønske, jeg vidste, hvad det var hos mig,
