var der i verden ingen — ingen — anden end hende.
De var blit alene, Albrechtsen og Ellinor, i røgeværelset. Mr. Wheeler sad ved pianoet og sang en gammel engelsk drikkevise. I de bizarre ord var der en dybt opreven stemning. De havde siddet og hørt på, tause, lidt angrebne begge to, af denne lidenskabelige melankoli — da Albrechtsen ikke længer kunde gjemme den urolige håbefuldhed, der hele aftenen havde brændt ham. Han fortalte, i forvirret hast, alt hvad han havde lidt: sin sørgmodige glæde, sin længsel, sin tvil og forpinthed; han fortalte alt det, han foreløbig havde tænkt at holde hemmeligt, alle de kloge eller vanvittige planer, der i de sidste uger var udgaaede af hans hjerne; han fortalte om maleriet, han havde kjøbt, om den merkelige lille leilighed, han havde tænkt at overraske hende med; han udspillede alle sine trumfer uden svageste forsøg på beregning; han benyttede sit reservefond af virkningsfulde indfald på en så uøkonomisk måde, at han tilsidst sad tilbage med tom hjerne og et udtryk af dum hengivelse: —
