merkelig rolle omkring sekelskiftet, beundret, hadet og ringeagtet, hele sit liv lige sterkt engageret i den politiske og den litterære Verden. Grundtræk i hans digteriske Virksomhed: klingende følelse, indre frivolitet; hans betydning for teatret beroede paa en skarpt udviklet sans for det scenisk sensationelle: han indleder den række af store teknikere, Scribe, Dumas-fils, Sardou, Ibsen, der har vakt vor tids beundring. Hans alvorlige stykker behandler gjerne det borgerlige nutidslivs følelseskonflikter, og han ynder da at stille handlingen i forbindelse med et eller andet socialt problem, uden at dette faar lov til at optage hovedinteressen, — eller ogsaa opsøger han, som sine romantiske modstandere, den ridderlige middelalder og benytter sig af dens maleriske udseende til bedste for sin iscenesættelse. I begge henseender kom han til at virke belærende; tildels paa en paafaldende maade: Oehlenschläger blev saaledes hans discipel i „Hugo v. Rheinfeld“, og tidens litterære middelstand mente, at digteren aldrig var naaet høiere.[1]
Ved siden af denne store teatermand er der omkring 1800—1820 endel europæiske navne, som dengang baade i Danmark og Norge havde en ganske anderledes tiltalende klang end nu, forfattere, der i roman og drama demonstrerer „det lærerige sørgespil“, „kampen mellem de blideste og grummeste lidenskaber“. Der er f. eks. romanforfatteren Lafontaine, hvis sentimentalitet er blit et ordsprog, sentimentalitet i ordets daarligste betydning, der er den endnu tarveligere Clauren, et noget friskere og djervere talent, Müller v. Itzehoe, den betydelige dramatiker Iffland, der dyrker sensationen med lignende held som Kotzebue, og hvis stykker har vel saa megen interesse som menneskeskildring; videre en populær repræsentant for skjebnetragedien, Adolf Müllner; til det samme selskab hører enkelte lidt ældre franske arbeider, saaledes den lystige Beaumarchais’ begrædelige femakter Eugenie og Arnauds brutalt følsomme fortællinger.
Ikke faa dansk-norske forfattere har søgt sine forbilleder i denne kreds, bl. a. T. C. Bruun i „Den uheldige Lighed“, Rahbek i „Den unge Darby“ (hvor „Werther“ dog kanske har havt størst indflydelse), men især de middelmaadige skuespil- og romanforfattere
- ↑ Af Kotzebues arbeider opførtes (ifølge P. Hansens „Danske Skueplads“) i tiden 1801—1825 paa det kgl. teater ialt 70 stykker tilsammen over 700 gange.
