100 aar tilbage ikke var det samme som en lignende feide i vore dage. Tonen var som oftest meget mere personlig, skytset tyngre. Endnu omkring 1770 var mange forfattere tilbøielige til at opfatte en rent litterær kritik som en privat fornærmelse. Under det livlige litterære liv i slutningen af forrige aarhundrede afslibes vistnok denne opfatning, men selv ved den tid, der her omhandles, 1816—1817, har den ceremonielle maske let ved at glide tilside, hvorefter modstanderne hugger hinanden glat væk i ansigtet Den ophidselse, der betager d’hrr. Falsen og Hersleb, viser imidlertid saa bestemt tilbage til det øieblikkelige indtryk, Wergelands skrift har gjort paa dem, den opstaar ikke under feiden, den er kun for en ringe del af privat natur. Det er den halvdanske embedsmand, der oprøres over miskjendelsen af den danske (eller om man vil dansk-norske) kultur. Til foreningen med Danmark, til kjøbenhavnsk aandsliv, knytter sig hans smukkeste minder, for ham er der ingen grund til at efterspore hundredaargamle forurettelser, han merker intet til det bondeblod, der reagerer hos Wergeland, for ham er Wergelands optræden uforstaaelig, og han forklarer den som trættekjærhed af en brutal demagog, som personlig krænket forfængelighed: Falsen sier ligefrem, at Ørsteds kritik er „den Hovedpunkt, om hvilken det Hele dreier sig“. I virkeligheden foreligger lier en dyb aandelig uoverensstemmelse, det er det første sammenstød mellem to magter i vort aandsliv. Det skulde ikke bli det sidste.
Wergeland kommer flere gange tilbage til Falsens „jagt efter vittighed“, Falsens „hestevid“. De forsøg, Falsen gjør i den retning, er af tør, spidsfindig art og forsvinder i den megen alvor. Hvad der fattes begge modstandere er netop vid; selv et tvilsomt Wergelandsk ordspil, af dem, han saameget ynder, vilde nu og da virket oplivende i den hidsige kamp om Harald Blaatands og Harald Graafelds moral og politiske holdning, men selv denne kjære sport forsømmer han, og Falsen lader paa sin side den ypperlige anledning til at døde Wergeland i hans bogs naturlige komik omtrent helt unyttet. Det er paa en maade et hæderligt træk. Emnet var dem begge saa alvorligt, at alene de sterkeste og høitideligste grovheder kunde ansees for passende. For Wergeland var virkelig de bitre ukvemsord mod Harald Blaatand og Knud den store et udtryk for hans kjærlighed til fædre-
