fra os. Og jeg maa absolut tale med ham. Bare han nu ikke er blandt de skoldede! . . .
—Neppe! lo Delma. Zapata er jo general. Han holder sig å baktroppen, og saavidt jeg skjønner, er han det seigeste mandfolk, som lever av mord her i Meksiko. Men det vil neppe lønne sig at avlægge ham en visit. Han holder daarlig paa formerne. Han serverer altid sine gjester den samme ret: de smaa blaa bønner, som synger fra hans mænds karabiner. Opgiv det besøk . . .
Fjeld saa alvorlig paa den unge bleke franskmand med det rolige og kloke ansigt.
—Det ligner ikke Josias Saimlers elev at tale slik, sa han efter en kort pause. Men kanske De har leket saa længe med døden, at livet har faat en vis tillokkelse for Dem.
Delmas kinder fik en dypere farve. Han kastet et blik paa Natascha, hvis store og varme øine hang ved hans læber.
—La os ikke tale om det, mumlet han og lekte nervøst med haandtaget paa sin revolver. Natascha og jeg har set solen gaa op over en anden verden, hvor der ikke er plads for hat . . . I den verden vil vi leve, i den verden vil vi dø . . . Forstaar De nu, hvorfor vi ærer Deres minde, hvorfor vi vil gjøre alt, hvad vi kan for Dem?
Fjeld saa bevæget fra den ene til den anden.
—Tak, sa han enkelt . . . Jeg skal aldrig glemme dette øieblik paa den meksikanske høislette. Det har styrket og befæstet min tro paa den eneste magt i verden, som gjør mænd til mænd og kvinderne til kvinder. Der er ikke mere at si om den ting. Alt dør og visner, men kjærligheten lever.
