hjemme i Virginia og fortæl folk der, at Abraham Fairfax gik til himmels med haanden paa sin kanon og uten frygt i sit hjerte.
——Der gik nogen sekunder . . .
Fjeld styrtet hen til den lave kjelderdør. Den var slaat igjen. Han la sine kjæmpeskuldre mot den, og den sprang op med et vældigt knald. En sterk røk slog ham imøte . . . Inde i røken saa han et gulrødt glimt som en brændende cigar i en tunnel.
Uten at betænke sig gik han ret frem mot den glødende masse . . .
Et litet luftdrag feiet et øieblik røken væk. Han saa til sin skræk, at han var kommet forsent. Der var ingen lunte. Den snu meksikaner hadde lavet en liten kanal, som var fyldt med smaa krudtdynger. Ilden sprang fra dynge til dynge med korte, arrige smeld og hadde allerede naadd hen til krudttøndens bund. Det brandt allerede i træverket. Det var intet mere at gjøre.
Fjeld kastet sig tilbake og tumlet ut av døren.
—Væk! skrek han til Delma og Natascha, som kom bærende med en vandbøtte. Han rev dem med sig i farten — tyve skridt, tredve skridt . . . saa kastet han sig næsegrus og trak de to andre med sig . . .
Det var i sidste øieblik. Der skøt en ildslue op av
