jorden, en het luftbølge sprang ut av taarnet og feiet alt med sig, . . . saa lød der et forfærdelig knald . . . Det gamle taarn, som hadde trodset aarhundreder, hadde faat sit dødsstøt. Det vaklet hit og dit som en drukken mand, saa knak det pludselig sammen, og i en mægtig røksky sank Hacienda de Velascos gamle »Donjon« i grus, medens lange, gulhvite ildtunger slikket opover de store faldende stenblokke.
Men endnu i faldet hørtes en mægtig stemme midt i grushopen. Dypt inde mellem stenblokkene, klemt og søndermaset, sat Abraham Fairfax med sin mitraljøse i armen. Der var ikke et helt ben i hans krop, men det vakre, skarpskaarne yankeehode raket op over ødelæggelsen som et monument i en stenrøs. Og medens dødsskyggerne flakket forbi hans øine, kom der nogen underlige toner ut av hans strupe. Det var et par ynkelige brokker av den marsj, som Virginias forgudede helt, Stonewall Jackson, pleiet at nynne, naar kulene sang omkring ham.
En kulsort røksky væltet op mot himlen, en forfærdelig stenhagel faldt ned over haciendaen, saa blev det stille . . . Og sangen stilnet i Abraham Fairfax’ strupe . . . en sidste gurglende lyd, og det vakre hode med den hvite, blodplettede haarmanke sank ned mot de stene, som hadde dannet den benløse helts herskersæte . . .
— — — —
Fjeld reiste sig med besvær og rystet et tommetykt lag av grus og smaasten av sig. Ved hans side stod Delma og Natascha tilsølet og forvirret. Et litet saar i franskmandens pande efter en faldende sten — ellers var de alle uskadte.
