Der var statsraad paa Kristiania slot, — et ganske almindelig statsraad en tirsdag formiddag i det Herrens aar 1919.
Kong Haakon præsiderte og den nyutnævnte regjering dannet en ærbødig kreds om landets overhode. Der forelaa til behandling en mængde smaa ting. Men i kongeriket Norge er de smaa ting som bekjendt de største. Og der blev med meget alvor snakket om alskens bagateller, som i mere overlegne samfund overlates til administrationen.
Snakket er jo parlamentarismens gud. Og alle disse herlige mænd var skapt av det store høipolitiske snak.
Man snakket landsmaal og man snakket riksmaal og man snakket om saker, som andre forstod sig paa. Denne regjering var som de fleste andre regjeringer der er sammensat av veltalenhet og usakkyndighet: — en jevnt skikkelig blanding av agitatorer og folketalere, som var uthulet av formler og floskler, og hvis særtegn var slagfærdighet og sterkt smeldende ord.
Det er ikke opskrevet i historien, hvad landets fædre snakket om ved denne leilighet. Der blev rigtignok
