Det blev stille — men stilheten varte ikke længe. Det var, som om eksplosionen hadde vakt alle helvedes aander tillive. Et forfærdelig skrik hævet sig fra den østre port. Og nu, da Fairfax’ mitraljøse ikke mere kunde bestryke murene og sletten, strømmet Zapatas røde horder ind paa pladsen. De hoppet over murene som apekatte, de hadde sine geværer i haanden og sine knive i munden, og hevnlysten og grusomheten dryppet formelig fra de sorte, blodfyldte øine.
Delmas cowboys og indianere forsøkte forgjæves at stanse denne overvældende strøm. Den ene røver efter den anden rullet overende for amerikanernes sikre skud, men lavinen lot sig ikke stanse. Inden nogen minuter var hele haciendaens besætning revet istykker av de rasende banditer.
Deres vildhet og grusomhet var forfærdelig. Alt levende paa deres vei blev hugget ned. De kastet sig over de smaa indianerbarn og slynget dem mot murene, de stak med sine knive i kjør og svin og drak deres blod . . .
Da blev der pludselig en stans i myrderierne. Nogen hule glefs hørtes fra de to lave huse, hvor flyvemaskinen stod fjernt fra ødelæggelsen. Den lille indianske hundepasser hadde slaat døren til hytten paa vid gap og hidset et kobbel av de vildeste meksikanske blodhunde, som nogensinde har sat sine tænder i menneskekjøt, til kamp. De myldret ut, de snublet over hverandre med hæse, hidsige støn, medens de lange ører dasket om de brede, sorte hoder, og de røde svelg dampet av raseri . . .
Et øieblik blev de fortumlet staaende blændet av dagslyset. Men den lille hundepassers ilske skrik hidset
