dem. Og med et var det, som om de kloke vilddyr hadde forstaat sin opgave, og med underlige lange ulende hyl styrtet de sig imot de fremvældende indianerhorder.
De blodtørstige røvere stanset og flokket sig sammen. Deres læber var hvite av rædsel for disse sorte, glefsende dyr, som med tunge, klodsede sprang og de røde tunger hængende ut mellem de kridthvite tænder kastet sig ind i striden.
Det var en kort, men forfærdelig kamp, som længe vil fortælles blandt mændene paa Perotes fjeldsider, naar vagtbaalene lyser røde i vinternatten.
Tolv hunde, saa sorte som ravnens vinger, sprang med lutende hoder ind paa de røde mænd. Det var som en eneste bølgende linje, som skyllet mot banditerne. Det var raseri mot rædsel.
I næste øieblik væltet mænd og hunde om hverandre. Dyrenes uhyre kjæver hadde fundet de røde mænds struper. Menneskebrøl og dyrehyl skingret mot hinanden, medens de brunrøde og sorte farver blandedes — med purpuret, som vældet ut av de overbidte aarer . . .
—Bruk knivene gutter! skrek en mægtig stemme i røvernes yderste rækker.
Det var, som om denne stemme hadde en magisk virkning paa de rædselsslagne indianere. De samlet sig om sine døende medbrødre, hvis sjæle flygtet under blodhundenes forfærdelige tænder, og en for en sank Jeff Smiths hundekobbel til jorden for dagaens og machetens hurtige snit.
—Gaa løs paa yankeerne! lød stemmen igjen. Ta dem levende. De forbandede gringoer skal faa kjende vore tænger . . . Hurtig, før de flyr sin vei!
