Han løftet hodet og saa sig fortvilet omkring. Det var en bøn om hjælp i hans blik, som skar Fjeld i hjertet.
—De maa ikke opgi haabet, sa Fjeld rolig. Deres kone er ikke haardt saaret. Hun har faat en let hjernerystelse — det er det hele. Om en time vil hun kunne følge os paa flugten.
Delma svarte ikke. Det var som om han et øieblik følte skam over at ha git sig hen til sin sorg.
—Jeg elsker hende, mumlet han hæst.
—Det vil gi Dem større kraft, naar tiden kommer til at handle, sa Fjeld myndig. Vi er ikke mænd, som lar os binde. De hunde derinde skal snart faa føle, at ulvene er over dem. Lad os samle kræfter til handlingens stund. Jeg har ogsaa noget og nogen at leve for her i verden . . .! Vi har endnu mange og gode kort paa haanden. Vort liv er foreløbig ikke i fare. Zapatas mænd vet at vurdere os. Stol paa det.
—Jeg kjender deres grusomhet og hevntørst, hvisket Delma. De vet, at jeg ikke frygter døden. Den har leket med mig i mange aar. Men Natascha. — — — —
Hans stemme druknet i en stønnende hulken . . .
—Hør her Jacques Delma! sa Fjeld bevæget. Jeg forstaar Deres sorg, men jeg forstaar ikke Deres selvopgivelse. Jeg trodde, at kjærligheten væbnet en mands mod. Se paa den unge pike bak Dem, — hun har aldrig set andet end lykken og freden bak et hjems vægge. Og allikevel . . .
Delma vendte sig med besvær.
Ebba Torell sat med halvt lukkede øine og stirret drømmende utover. Hun hørte ikke, hvad mændene talte om. Hendes haar hang i vilde tjafser omkring hendes nøkne skuldre, og den hvite raasilkekjole under
