Sandt at si skulde jeg gjerne se den røver, som kunde holde paa en mand, som engang var Europas skræk.
Skyggen av et smil gled hen over Delmas ansigt.
»De sorte gribbes« vinger er klippet, sa han. De har selv gjort det. De er min overmand. Jeg sier det, som det er. Men naar jeg ser Dem ligge der bunden og bastet, og med staal i hvert øiekast, saa vet jeg, at De er mand for at knuse Meksikos haardeste røverskalle likesaa sikkert som De engang slog ned Josias Saimler. Og . . .
Han stanset pludselig.
Natascha løftet hodet og saa sig forvirret om. Hendes sorte øine fløi fra den ene til den anden. De dvælet en stund ved Fjelds ansigt. Saa vendte hun sig til sin mand og nikket som et rolig barn, der lægger sig til hvile.
—Jeg maa sove, hvisket hun. Jeg er saa træt, saa træt . . . Du maa vække mig, naar vi skal flygte.
—Flygte? spurte Delma.
—Ja, ja, mumlet den unge kvinde halvt i søvne. Vi flygter fra hele verden. Jacques Delma og Jonas Fjeld — hvem kan motstaa dem? . . . Godnat! . . .
En mægtig sort skygge strøk henover landskapet. Den dræbte lyset. Det var som om en mægtig haand hadde trukket i det mørke forhæng, som skiller mellem nat og dag.
