Slik er det i troperne. Der findes ingen mellemtilstand, ingen langsomt dvælende skumring, ingen blek skinnende sommernat. Lyset er lys og mørke er mørke.
Og med mørket kom aftenvinden. Kjølig, frisk og høifjeldsmættet.
Der findes ingen luft i verden, som er saa vidunderlig let og forfriskende som den, der hver aften stryker kjærtegnende hen over den meksikanske høislette. Men heller ingen, som er saa farlig for fremmede. Mangen uforsigtig »gringo« har lagt sine ben til hvile i Meksikos muld, fordi han nød denne kjølige høifjeldsaande med altfor uforsigtig begjærlighet.
Men meksikaneren griper sin brogede zerape fra Saltillos væverier og hyller den tæt om sig. Hans tynde blod taaler ingensomhelst kjølighet. Og han vet, at mørket har andre onde aander end dem, som hans vilde, overtroiske fantasi maner frem.
Det er lungesygdommens farlige frø, som truer den menneskelige organisme i den friske, vidunderlige aften. De flyver omkring som smaa vampyrer og tilvifter menneskene kjølighet, de faar dem til at slumre ind ubeskyttet mot nattens farer; de kommer med tusener sylhvasse isnaaler, som borer sig ind i luftveiene og bereder veien for en hurtig og smertefuld død. Og naar morgenen kommer, naar solen atter sender sine hedebølger ut over landet, finder den altid mange mænd og kvinder, som vælter sig paa sit leie, medens en tør og rallende hoste og feberhete øine fortæller, at nu har døden atter gaat paa rov i sølvlandets nat . . .
De fire fanger, som laa bundne ved ruinerne av
