Abraham Fairfax’ taarn, følte kjøligheten og mørket komme som en befrier. Aftenvinden hvisket dem mange trøstende ord i øret. Selv Natascha vaagnet av sin bevisstløshet og la sig tæt op til sin mand. Ingen talte. Hvad var der at si? . . . Den skjønne, tause stjerneaften lukket deres læber, men deres tanker fløi langt ind i den verden, hvor drømmene gaar paa fjerntog mot fortidens kyster.
Og se der — helt nede i horisonten i en kløft mellem fjeldene luet Sydkorsets diamanter som et diadem paa himmelens mørkegrønne fløiel!
—Hvad tænker du paa, Natascha? hvisket Delma ømt og lænte sig over den unge kvinde, som med store, lykkelige øine stirret ind i mørket.
—Jeg tænker paa min barndom, svarte hun nølende. Det er som om jeg hører floden synge mellem Ukraines stepper. Den hvisker og den hvisker.
—Og hvad hvisker den om, Natascha.
—Om det store, uutgrundelige eventyr. Om den brede, evigtflydende flod, som strømmer tungt og skjæbnebestemt ut i menneskeslegtens hav. Ingen kan stanse dens løp. Ve den, som vil hindre dens frie vei . . . Hvor jeg husker min far fra de dage . . . Mørk og ensom stod han der ved floden med sammenbidte læber og rynkede bryn. Aldrig saa jeg ham smile. Aldrig talte han et venligt ord til nogen. Hvor haard og sterk han var! . . . Vet du hvorfor, Jacques? . . . Han fortalte mig det aldrig. Senere fik jeg vite det. Min mor var polakinde. Hun døde, da jeg var to aar gammel, mellem de militære bødlers hænder i Warschaus citadel. Man sier, at hun blev pisket ihjel. Den knut har kostet mange menneskeliv, Jacques. Og det
