underskrevet en hel del kongelige propositioner, men de er forlængst druknet mellem alle de andre.
En begivenhet vil man imidlertid mindes. Det var, da en av slottets lakeier kom ind med et telegram paa et sølvfat. Det var adressert til utenriksministeren.
Der blev uvilkaarlig en pause i forhandlingerne. Alles øine hang ved dette tykke telegram, som laa der og lyste med det røde ilbaand, — dystert og hemmelighetsfuldt.
Utenriksministeren grep det, aapnet det og saa sig forvildet omkring.
— Det er paa engelsk, sa han. Saavidt jeg kan forstaa, er det sendt fra Meksico City igaaraftes . . .
—Saa maa det være fra den nye minister, avbrøt statsministeren. Han er antagelig naadd frem for et par dage siden. Det er hans første rapport, kan jeg tænke. Naa, hvad staar der?
—Skriften er noksaa utydelig, mumlet han nølende. Men saavidt jeg ser, er det ikke fra vor minister, men fra den norske konsul. Jeg skjønner ikke, hvorfor han telegraferer paa engelsk. Fossum er jo nordmand. Desværre har jeg glemt mine briller hjemme. Men hvis en av mine herrer vil være saa venlig at . . . hm . . .
Statsministeren bøiet sig over bordet og grep telegrammet. Han hadde været i Amerika paa socialisttourne og kjendte sproget. Med omhyggelighet læste han det igjennem og hans ansigt blev længere og længere, eftersom han avancerte . . .
Der blev dødsstille omkring ham og utenriksministeren tørret sveden av sin pande i forutanelsen om frygtelige diplomatiske komplikationer.
—Hvad er det? spurte han hæst . . .
