—Er De syk, frøken Torell? spurte Fjeld ængstelig.
Den unge pike svarte ikke med en gang.
—Det er baandene, hvisket hun endelig. De skjærer mig ind i kjøtet. Men bry dere ikke om mig.
Fjeld reiste sig halvt.
—Vel, mumlet han for sig selv. Det passer ikke i min plan. Men der er ikke andet at gjøre. Saa rullet han sig med besvær henover pladsen.
Nogen snes alen fra dem laa liket av en meksikansk blodhund. Dens tænder sat endnu i en død indianers strupe, men dypt i hundens nakke stod der en bredbladet kniv.
Fjeld rullet sig hen over det døde par, indtil hans bakbundne hænder var i høide med vaapenet. Saa begyndte han langsomt at føre repene hen over knivsbladet. Det var et vanskelig arbeide, og ret som det var skar han sig dypt i haandflaterne. Men han ænset det ikke, og i løpet av et par minuter var den sterke og seige hamp overskaaret. Hænderne var fri.
I næste øieblik hadde Fjeld revet kniven ut av det døde legeme og overskaaret baandene. Han strakte sig litt. Saa gik han rolig hen til sit følge og snittet over de rep, som bandt deres armer og ben.
Da skar der pludselig en skarp lysstripe ind blandt dem. Foran de fire europæere stod der en kraftig meksikaner i 50 aars alderen. Han hadde et rynket ansigt med mange ar og et kort graasprængt skjeg. De smaa sorte øine flakket fra den ene til den anden, medens han likegyldig lænet sig til en langløpet remingtonrifle. Han saa ut som en skikkelig velmeritert æseldriver. Det var han ogsaa. Men han
