yndet stundom at kalde sig general, og det var en tid, han sigtet saa høit som paa Meksikos præsidentstol.
Hans navn var Emiliano Zapata.
Den berømte røverhøvding lot ikke til at forundre sig over, at fangerne var fri. Han saa velvillig fra den ene til den anden. Ja han smilte endog. Men det var et smil, som helt forandret ansigtets karakter. Det fik et præg av vellystig grusomhet, som mer end noget andet bekræftet alle beretninger om den store bandits forfærdelige løpebane.
Han var klædt i en rød busserul og stramme ridebukser av en meget tarvelig kvalitet. Men han hadde en bred, gylden brem om sin sombrero, som paa en noget forloren militær maate skulde fortælle om hans høie rang. Der var ogsaa tider, da Zapata hadde mer indflydelse end Meksikos største statsmænd, — da alle de stridende præsidentemner sendte ærbødige skrivelser til den forhenværende æseldriver fra Puebla forat faa ham med paa sit parti. Banditgeneralen var en magt i Meksiko. Utallige ganger hadde han staat med sine lurvete og blodtørstige indianere utenfor Meksiko City og spredt rædsel og forfærdelse. Diaz holdt ham i tømme. Madero frygtet ham og stod magtesløs likeoverfor ham, og han blev en pind til Huertas likkiste
