øie mellem en frodig vegetation, hvor muldyrene kan fryde sig ved livet.
Det er ikke let for en ukjendt mand at finde frem mellem de krinklede stier, som sniker sig op mellem den stenede fjeldvæg. Og heller ikke er det raadeligt for nogen at begi sig opover den hulvei, som fører ind til Eratoaasens fete græsgange. Der sitter nemlig altid en eller anden aarvaaken røver og holder utkik, og bøssen ved hans side er ikke ræd for at uttale sit mest alvorsfulde varsko til den dristige vandrer, som klyver opover fjeldet.
Men hænder det, at en eller anden hvid mand med sans for Vorherres smukke vidundere faar passere den klippekløft, som i det længste skjuler indsjøen for vandrerens øie, vil han stanse med et forbauselsens utraab. Ti den lille gryte foran ham er et helt litet Eden av rik og kraftig tropisk vegetation. Og paa den venstre side av indsjøen staar der som en fin dusch fra den brune fjeldside, — en tynd sløragtig streng med en svak taakedis i sit følge.
Det er den hellige kilde, som drypper ned fra det store svovlfjelds urgamle sider. Og indianerne sier, at det er denne kilde, som spreder sin grønne og frodige velsignelse over det underlig bortgjemte dalføre.
Da Emiliano Zapata for mange aar siden kom i skade for at slaa en mand ihjel, tok han flugten fra Puebla med et halvt snes av den myrdedes slegtninge i hælene. Han blev jaget fra sted til sted, han truedes av knivstik og hungersnød. Saa kom han en morgenstund op Perotedalen og fandt frem til den hellige med blødende føtter og en strupe, der brændte som ild. Han læsket sig med kildens vand, og da følte
