æseldriveren fra Puebla nye og uante kræfter i sit indre. Saa grep han sin bøsse, anbragte sig i hulveien og skjøt sine rasende forfølgere ned en for en.
Det var Zapatas morderiske debut, der skaffet ham et godt navn blandt distriktets permanente revolutionsmænd. Men selv glemte han ikke den hellige kilde. Den blev hans festning, hans operationsbasis, hans lille kongerike.
Det merkelige skulde hænde, at denne gryte i fjeldene skulde bli den evigt rykende revolutionsvulkan i Meksikos nyere historie. Altid hadde Zapata sine klør fremme, naar en eller anden præsidentkandidat kjæmpet for magten. Hans spioner gik overalt. Han støttet den ene og motarbeidet den anden, som det faldt ham ind. Det fandtes ikke noget, som han ikke gjorde for penger. Han røvet togene, han sendte sine bander like ind i staten Meksikos hjerte, han myrdet og brændte, han presset penger av alt og vasket aldrig som Pilatus blodet av sine hænder . . .
Det var en aarle morgenstund under den hellige kildes fine duschregn. De fire fanger laa utenfor et litet telt. Zapata hadde git dem al mulig frihet. Den store røverhøvding var blit mild og venlig. Han gjødede sine gjester som en kanibalhøvding, der længes efter et festmaaltid. Ingen kunde vurdere et menneskeliv som han, naar det var et depositum for mange gode checker i Bank of Newyork.
—Jeg skulde ha været i Meksiko City nu, sa han med et sledsk smil til Fjeld. Der er megen omsætning for tiden. Men min tid er endnu ikke kommen. Felix Diaz, den fordømte hund, har slukket revolutionens brand for denne gang. Men der kommer en
