dag, da jeg skal sætte min hæl paa en brændende ruinhob og mine sporer skal klirre i Chapultepecs sale. Hadde min ven Castella levet . . .
Han stanset. Delma var pludselig sprunget op og slog sig for panden.
—Castella? spurte han aandsfraværende og grep til sin brystlomme. Hvor har jeg hat mine tanker henne?
—Ja, José Castella, svarte Zapata lurende. Kjendte De ham?
Delma smilte. Den unge franskmand var blit blek og mager, og hans mørke øine var rødkantede av nattevaaken.
—Jeg kjendte ham godt, sa han hen for sig. Han var en av vore.
—Hvad mener De? spurte røverhøvdingen spændt. Hvor findes han nu? Jeg har ikke hørt fra ham paa lang tid.
—Det har sine gode grunde.
—Hvorledes . .?
—José Castella kan ikke skrive mer. Han døde for et halvt aar siden.
Meksikaneren tok sin hat av sig og gjorde korsets tegn.
—Fortæl, hvad De vet, mumlet han hæst.
—Castella døde i sit kald, fortsatte Delma. Det gik ham, som det formodentlig gaar Dem. Han blev hængt. Men før han klyngedes op, fik han smuglet et par breve ut av fængslet. Og det pudsige er, at et av dem var adressert til — Emiliano Zapata. Jeg hadde rent glemt det. Det ligger i min lomme. Her er det. Det er det sidste livstegn fra José Castella.
Zapata stirret forbauset paa den gule konvolut, som
