raktes ut mot ham. Det var som om han nødig vilde røre ved den.
—Et bud fra graven, hvisket han hen for sig. Et daarlig tegn.
—Man sier det, ja, lo Delma haanlig. Jeg ser det ogsaa paa Deres øine. Strikken venter paa Dem.
Røverhøvdingen rynket brynene og grep til sit belte.
—Der er mange, som skal dø før mig, hvæste han. Min tid er endnu ikke kommen. Den strikke er endnu ikke spunden, som skal ligge om min hals.
Zapata hadde reist sig og grep den gule konvolut med en ed. Saa rev han den op og læste med møie de store, underlig snirklede bokstaver. Han nikket og gjorde atter korsets tegn.
—Der nævnes i dette brev en mand, som heter Jacques Delma, sa han langsomt. Han skriver, at hvis det blir for hett for mig herover skal jeg henvende mig til ham . . . Kjender De noget til ham?
—Ja, sa franskmanden.
—Det maa være en stor mand, fortsatte Zapata livlig. Han er lederen av den store internationale liga, hvis haand er imot alle. Kanske der kommer en dag, da jeg reiser til ham.
—Det behøves ikke.
—Hvorfor ikke?
—Fordi jeg selv er Jacques Delma.
Banditen saa skarp paa det bleke mandsansigt likeoverfor sig. Det var, som om han vilde læse bak de rolige træk.
—Det er altsaa Dem, som blev chef for de sorte gribbe, da Josias Saimler døde, sa han langsomt. Det
